Skrivekonkurrence for ordblinde

Her ses de tre vinderindlæg fra skrivekonkurrencen for ordblinde

Skrivekonkurrence for ordblinde 2019
Arrangeret af 3F Roskilde Egnen, AOF Center Roskilde og HF & VUC Roskilde

1. præmie: Gennem en ordblinds øjne af Cecilie Lund Glarborg Dam

Ordblindhed er en grænseløs stor del af mig, som jeg i dag taler åbent og højt om og til tider tager lidt pis på. Jeg håber andre i min situation vil gøre det samme og snakke højt om dysleksi/Ordblindhed. Jeg har personligt selv aldrig været pinlig berørt over at være ordblind, men jeg har 100% været flov over hvad det har gjort ved mig.

Jeg håber at jeg med denne tekst kan inspirere, og udvide andre ordblindes horisonter til dermed at leve et mere frodigt liv.

Min baggrund er, at jeg i de første 15 år af mit liv brugte fantastisk meget tid på at føle mig alt andet end intelligent. Jeg var altid været den ”dumme” i mine vennegrupper, og da jeg gik i 5. klasse havde jeg en lillebror på 8, der stavede bedre end mig selv.

Det med at være ordblind var noget der først blev nævnt, da jeg var 14 år gammel og gik i 7. klasse. Jeg havde dumpet en del retskrivningsprøver, og min daværende lærer syntes ikke at det stemte overens med min indsats. Hun foreslog derfor en ordblindetest, og i april 2017 blev jeg konstateret ordblind.

Jeg var vred, tårepersende og ikke mindst frustreret. Ikke på resultatet af testen (tværtimod, jeg var mere end begejstret), men på processen hen imod at kunne få lov til at tage testen. Det kunne ikke være rigtigt at jeg i 8 år havde modtaget undervisning, og det aldrig havde krydset en eneste lærers tankegang, at manglen på faglighed var resultatet af ordblindhed og ikke dumhed.

Vi bliver simpelthen nødt til at få fat i børn og unge med ordblindhed tidligt, så de kan få den hjælp de har brug for.  De fortjener ikke at føle sig forkerte og særpræget, bare fordi læsning og stavning er et dagligt problem. Tag det fra en som har prøvet det på egen krop og sjæl.

Nu er det ikke fordi at jeg ser ordblindhed som en superkræft, men den har lært mig mere om anerkendelse og medmenneskelighed end noget andet Pinterest citat har kunne formåede. Den har lært mig at alle mennesker jeg møder kæmper en eller anden form for kamp, som jeg ved nul og niks om.

Min ordblindhed har også lært mig at hvis jeg bare tager et skridt ad gangen kan jeg sagtens nå mine mål og udleve min drømme, lige meget hvilken udfordring jeg støder på. Dysleksi har dermed også lært mig at det at der er nogle der fortæller mig at der er noget som jeg ikke kan, bare gir mig tusind grunde til at gøre det.

Jeg har personligt selv taget et valg om at læse en videregående uddannelse hvilket i sig selv er en kæmpe udfordring. Med og uden dysleksi.

 

2. præmie: Oplevelser som ordblind af Jannik Lund

Hvad står der på pizzakortet?
Engang da jeg var barn og boede hjemme læste jeg noget dårligere end i dag, og mine forældre var i byen så jeg var alene hjemme og valgte at ringe efter en pizza ved hjælp af pizzakortet.
På kortet så bogstaverne mærkelige ud, så jeg ringede til pizzamanden og sagde jeg er ordblind og ikke kunne læse kortet.
"Er der en pizza du kan anbefale?" "Det er fint du får lige min kollega. Han kender kortet bedre. Et øjeblik!”. Så kom der en anden" og spurgte": ”Hej, hvad har du lyst til at spise?"
Jeg sagde, at jeg var ordblind og jeg ikke kunne læse kortet.
Så begyndte han at læse alle de forskellige pizzaer op indtil der kom en der lød god – og den tog jeg så og bestilte den med pomfritter.
Jeg hentede selv pizzan, og så er der dømt hyggeaften.

Skoletiden
Da jeg gik i folkeskole lærte jeg ikke noget i dansktimerne, så jeg fik ikke meget ud af min skoletid.
Efter folkeskolen fik jeg et job i Greve Idrætscenter (GIC), og jeg gik jeg også til aftenundervising i AOF Greve. Da jeg startede på Vilvorde Teksniske Skole som gartner undgik jeg helst at skrive bogstaver, så når vi var i grupper om en opgave tog jeg fx hurtig de opgaver med at lave plantegning og snittegning så jeg undgik de opgaver hvor jeg ikke skulle skrive. Man kan godt sige jeg flygtede fra bogstaverne og lod de andere tage de skrifilig opgaver.

Vikingestykke
Men i dag går jeg så til aftenundevising hos AOF Roskilde, så det går bedere, men min ordblindhed driller stadig. Fx da jeg hørte om et vikingestykke i Frederikssund og gik ind på deres hjemmeside og kiggede, så lignede det et lille marked, de havde, og jeg tænkte at det kunne være hyggeligt at se, og så tog jeg afsted.
Da jeg kom frem var der ikke noget marked at se. Faktisk var der kun folk der var ved at gøre klar til en aftenforstiling, og jeg fandt ud af det bare var et teaterstykke, men der var lang tid til de startede.
Så jeg ringede og talte med min mor som gerne ville med. Hun forslog at vi alle sammen tog afsted en anden dag. Og så kørte jeg hjem igen.
Min familie og jeg tog vi så derop en anden dag og fandt ud af markedet var før stykket og i pausen.
Det var et godt stykke og en god tur, så det gjorde ikke så meget, at jeg havde taget fejl, fordi jeg var ordblind. I hvert tilfælde ikke den dag!

 

3. præmie: Usikkerheden som ordblind af Katharina Vestergaard Sejr

Denne fortælling starter for lige under tyve år siden, nemlig tilbage til nogle af mine skolehjem samtaler, hvor jeg sad sammen med min mor overfor mine lærere og igen fik kommentaren om at ”Katharina er en dejlig pige, men du bliver nød til at lave lektier”. Denne sætning blev jeg mere eller mindre vant til at høre, og ville høre meget igennem min skoletid i forskellige versioner.

Jeg har altid haft en læselyst, men blot inde for emner og bøger jeg selv valgte, og hvor jeg ikke havde en tidsfrist, og selv kunne bestemme hvornår jeg skulle være færdig med. Jeg elsker bøger hvor jeg kan leve mig ind i dens verden især bøger som Harry Potter, Ringenes herre og hobbitten, fordi at jeg kan bevæge mig ind i historiens verden og blive en flue på væggen. Men når det kom til skolelæsning, tidsgrænser og lektier, og der begyndte den frivillige læsning at blive presset ud i ferierne, og mindre i hverdagen.

Igennem folkeskoletiden var successer ikke altid nogle som jeg følte, kun i engelsktimerne når vi skulle tale kunne jeg opleve succes, men ikke altid når det så skulle skrives. Når vi skulle læse højt, eller stave foran klassen, så fik jeg svedige håndflader, og forsøgte at kigge alle veje som ikke var i lærerens retning, og krydsede fingre for at jeg ikke ville blive valgt, og blev altid bange når jeg hørte ”Katharina, kan du læse de næste sætninger? Og selvom det blev spurgt ud i klasselokallet som et spørgsmål, så vidste jeg godt at det var ikke et spørgsmål, men noget jeg skulle. 

Jeg mindes altid denne tid med meget ondt i maven over om jeg nu ville lave fejl i min oplæsning, uden at vide hvorfor jeg havde det svært ved at læse noget lige her og nu. Jeg havde aldrig hørt om ordblindhed, men blev bekendt med at mine lærer i løbet af mine folkeskoletid begyndte at have en teori om at jeg var doven og at især min mor måtte begynde at sætte nogle mål og have en gulerod for mig når jeg opnåede disse mål, fordi det var da den eneste måde man fik mig til at gøre det. Jeg blev også igennem folkeskoletiden sendt i ”specialcenteret” som hvad jeg mindes den eneste i min klasse, og mindes især mine lærer sige når min mor efterspurgte om de havde overvejet om der var noget, andet end at jeg efter deres mening var doven. Så sagde de ofte ”jamen, vi har sendt hendes opgaver til specialcenteret, og de er for gode”

Efter disse udtagelser om at jeg enten er for doven, eller er for god til specialcenteret, så befandt jeg mig i et limbo, i tvivl om hvad var jeg overhovedet god til? Kunne jo godt tale, og lærte sprog meget hurtigt, men skrev dårligt, når jeg endelig skrev noget færdigt. Som tiden gik og jeg bevægende mig længere og længere i folkeskolen kom spørgsmålet også om hvad jeg ville efter 9. klasse? I lang tid mente jeg at jeg ville være designer, fordi det handlede mere om at kunne tegne end at skrive og læse!

Men da vi begyndte at skulle ud og besøge uddannelsesmuligheder, så var jeg blandt andet ude på mit lokale gymnasium, hvor fra første gang kunne jeg se mig selv være der, og fra det første besøg vidste jeg at jeg ville på gymnasiet, men så let blev det ikke. Blev ved med at tage derud på de besøg vi igennem 7.klasse og til og med 9.klasse og blev mere og mere sikkert på at jeg skulle på gymnasiet.

Men jo nærmere vi kom på afslutningen af folkeskolen desto mere vidste jeg ikke om det blev en mulighed fordi mine lærer blev ved med at sige at de enten forventede mere af mig, eller at min mor måtte give mig noget som jeg ville have for at jeg ville klare mig bedre. Men mindes især den sidste samtale med min klasselærer og studievejleder hvor de konstaterede at min drøm om at komme på gymnasiet var noget jeg skulle glemme, fordi jeg enten ikke ville kunne komme ind pga. mine boglige evner, og hvis jeg endelig kom ind, ville jeg ikke kunne klare det. Men pga. min evne til at arbejde hårdt og ikke lade mig slå ned, så valgte at tage en 10.klasse på privatskole og ved den første samtale sagde min klasselærer at hvis jeg sagde en smule mere så ville de kunne erklære mig egnet til gymnasiet, sammen med at hun også lavede noget ekstra arbejde med mig ved siden af skoletiden. Sådan at jeg også gik ud af 10. klasse med væsentlige bedre karaktere end jeg startede med, og lidt selvtillid i bagagen.

Da jeg startede i gymnasiet, var det med troen om at nu havde jeg fået styr på tingene, og det gik også okay de første par måneder ind til første samtale, hvor mine lærer nu sagde ”Det er sjovt du ligger tre karaktere mellem din mundtlige og skriftlige præstation”. Denne sætning fortsatte især til mine terminsprøver, ikke til de daglige opgaver fordi jeg havde tid til at læse dem højt for mig selv og finde nogle af fejlene. Men gik ud af gymnasiet med tankerne om at jeg 100% hellere ville tage mundtlig eksamener frem for skriftlige.

Da jeg kom ind på Roskilde Universitet, havde jeg håbet om at nu kunne jeg klare det hele, men første gang jeg skulle skrive en 48timers eksamen dumpede jeg dem begge, dette var en hård modgang, og så kunne jeg gå til mundtlig reeksamen så jeg tænkte der kan jeg bevise jeg kan det her, og den ene består jeg og den anden dumper jeg og skal skrive en 24 timers igen. Denne gang og tredje gang får jeg for første gang skrive blokade og måtte få hjælp af min mor til at skrive opgaven. Dette sker i det efterfølgende semester, men klare dem på mundtlige reeksamener, og mundtlige eksamener som de fleste efterfølgende eksamener.

Jeg når et punkt efter at jeg har dumpet to fags stedsbundet eksamener mange gange og har forsvaret mit bachelor, hvor jeg beslutter mig for nu finder jeg ud af hvad der sker! Har aldrig siddet til en samtale og følt at nu var der en som gav et svar der fik hele min skolegang til at give mening i en sætning som var ”Du er klart ordblind og viser alle tegnene”. Der følte jeg at alt gav mening, og så skulle jeg derefter fortælle mine nærmeste det og sidst resten af verdenen.

Havde til at starte med en øget usikkerhed når jeg skulle skrive og tale foran en gruppe mennesker eller forsamling. Var nu bange og usikker for at sige noget forkert, eller udtale noget forkert, fordi jeg ville ikke se dum eller uintelligent ud. Men desto mere undervisning jeg fik i det, desto mere sikker blev jeg, og især efter jeg blev beriget med en nevø og samtidig en gudsøn, så har jeg endnu mere fokus på at være ligeglad med at lave fejl, eller sige noget forkert, fordi han elsker mig stadig uanset hvad, og elsker især mine historier jeg selv finder på. Ja der kan stadig komme en usikkerhed op i mig, når vi sidder og læser historier eller jeg skal sige noget på studiet men jeg husker jeg har kun haft under 2 år som oplyst ordblind, men 23år som ikke oplyst ordblind, der er en masse der skal pilles op og skal læres om igen på den måde som

Katharina og Cecilie med deres vindertrofæer. Jannik kunne ikke være tilstede på dagen.