Hvordan virker den ordblinde hjerne?

23.03.2021

Det forklarer Martin Richardt, IT- og ordblindekonsulent på Hf og VUC Roskilde, i en video. Der er så stor interesse, at videoen har fået 21.551 visninger og er kommet helt til Færøerne.
Martin Richardt har efterhånden fået en stor fanskare. Youtube-videoen om ordblindhed gør, at han får mange henvendelser fra folk, der arbejder med ordblinde eller ønsker mere hjælp, fordi de selv er ordblinde.
”Folk er glade for vores video, fordi den er grundigt forklaret og tager udgangspunkt i konkrete hjernescanninger. Det er noget, man kan forstå. Mange siger, at de har savnet den information. Man vil jo gerne vide: hvad er ordblindhed? Hvorfor har jeg den, og hvad indebærer det? Man skal jo leve med det resten af livet”, siger Martin.
”Det vil jo svare til, at jeg blev henvist til en specialist på grund af smerter i knæet, og at specialisten hverken forklarer mig, hvad der er galt, eller fortæller hvad jeg selv kan gøre for at afhjælpe problemet”, fortsætter han.
Martin lavede videoen, fordi han syntes, at fagfolk var for passive til at få forklaret ordblindheden. Det går ofte lidt for hurtigt i uddannelsessystemet.
”Og så manglede der en ikke-humanistisk forklaringsmodel, dvs. en mere medicinsk-videnskabelig tilgang. På grund af min baggrund i biokemi og neurofysiologi lå det jo lige til højrebenet. De mange henvendelser har været ret så overvældende,” siger Martin, der er ingeniør fra Danmarks Tekniske Universitet i biokemi og neurofysiologi og har forskellige efteruddannelser i undervisning og ordblindhed.