Succes med alle fem translokationer 25. juni

26.06.2020

Torsdag den 25. juni blev der afholdt i alt fem hyggelige og festlige translokationer for alle vores hf elever der blev færdige.

Dagens program så sådan ud:

Translokation 1:                          Kl 10.00 – 10.45 C-klassen

Translokation 2:                          Kl 11.15 – 12.00 B-klassen

Translokation 3:                          Kl 12.30 – 13.15 Hf Enkeltfag

Translokation 4:                          Kl 13.45 – 14.30 Pædagog og socialrådgiver

Translokation 5:                          Kl 15.00 – 15.45 Ordklassen og Musik-klasse

På grund af corona er der lang afstand mellem stolene.

Vicerektor Jimmy Zander Hagen bød velkommen og rektor Dorthe Jensen Lundqvist holdt tale - alle fem gange.

Dorthe citerede Oh Lands sang under nedlukningen af DK.

"I miss one week ago
One week ago from now
I worried that I'd lost my phone
And everyone who tried to reach me
Would be quite annoyed
One week ago I worried 'bout a phone

Oh Land rørte med sin lille sang ved noget helt eksistentielt her – og fik mange af os til at tænke på livets virkelige værdier og det gode liv, vi faktisk havde inden Coronaen.

Hvad mon det gode liv er for jer?", spurgte Dorthe.

"I er skønne, dygtige, kloge, søde og kreative. Hver af jer har givet Hf og VUC Roskilde noget helt særligt– og I har gjort skolen til et fedt sted at være.

Om lidt, når I tager ud i det videre liv for at møde jeres fremtid, ja så tager I jo lidt af skolen med, og måske lader I også noget af jer selv blive her," fortsatte hun.

I kantinen havde eleverne en gæst med hver og i skolegården måtte der være yderligere to gæster.

Eksamensbeviserne måtte ikke blive overrakt og heller ikke noget håndtryk. Rektor sagde elevens navn og eleven hentede selv sit bevis på et bord og fik en gavepose med blomst og drikkevare, chips, lille gave, samt æble.

Der var opstillet cafeborde i skolegården, og her blev der sunget ”De smukke unge mennesker”.  Zlatan og Lasse fra musik hf gav den gas hele dagen og spillede og sang dejligt i den dejlige sol.